Skindgarvning

Det er en helt specielt oplevelse, når man står med et skind som man selv har garvet og bearbejdet.

Der er forskel på om man garver skind med eller uden hårene på. At garve skind med hår på kaldes nogle gange skindberedning.

Skind man garves med mange forskellige ting. Der er røggarvning, fedtgarvning, alungarvning, vegetabilsk (bark) og mange andre. Garvemetoderne kan kombineres. Der findes også opskrifter på, hvordan man smører kødsiden ind i mel, alun og andre ting, her bliver det så kun garvet fra kødsiden og ikke pelssiden. Jeg har ikke erfaring med denne metode.

De værktøjer, der anvendes, er en stor balje, en vægt til at veje kemikalierne på, en skindskraber. Skindskaberen fås i flere modeller – en Grøndlandsk ulo er fin, jeg har en lille håndsmedet ting, den er fremragende til at skrabe skindene med og er lidt mindre en uloen. Gennem tiden har der været brugt sten om er skarpe og knogler som er slebet skarpe. Værktøjet er også forskelligt afhængig af hvor store skind man behandler.

Skind har man garvet siden tidernes morgen.

Man kan selvfølgelig købe færdig garvede skind i forretninger eller på markeder. Disse skind er oftest garvet med chrom og diverse andre forurenende kemikalier. Gad vide om der sidder rester af kemikalierne tilbage i skindet og påvirker vores hud. Her kan jeg blive helt bekymret, når man lægger små nyfødte endda for tidligt fødte børn på disse kemikalie skind. Bevares de bliver da bløde og lækre, og kan gå i vaskemaskinen. De har nu alligevel ikke de hjemmegarvede skinds mange gode egenskaber.

Det er faktisk ikke svært at garve skind. men det tager en del tid. Så får man også et rigtigt godt resultat. Skindene er yderst holdbare og kan let gøres lige så blødt som dem, der er garvet med diverse forurenende kemikalier.

Jeg har efterhånden garvet adskillige skind. Både fra får, ræv, egern, rådyr, ilder og andre.

Måden jeg garver på er alungarvning. Det viser sig at skindene holder sig rigtig godt, selv ved daglig brug gennem flere år.

De allerførste skind jeg garvede, blev garvet med myresyre, det fungerede også fint, men holdt dog ikke så længe som de alungarvede. Man kan diskutere om anvendelsen af myresyre kun konserverende skindene og ikke garver dem.

Et enkelt af mine skind har ligget udenfor i al slags vejr gennem en hel sommer, det tog det ikke nævneværdig skade af. Det er dog ikke noget jeg anbefaler.

Når det er snevejr lægger jeg skindene udenfor i sneen og lader dem fryse. Sneen oplyser snavs og rystes af efterfølgende. Hvis der skulle ære en lille bitte husstøvmide, kan den ikke tåle frost.

Følg processen herunder:

Allerførst vaskes skindene i sæbespåner for at få det værste snavs og urenheder væk. Så skal skindene bejses i salt og alun i 8 til 12 timer. Nu er hinderne og evt. kødrester lidt hårde og lettere at skrabe af.

Her er jeg i gang med at skrabe et fåreskind efter det er bejset.

Man skal ikke være sart. Det er faktisk ulækkert. Specielt ræveskindene, hvis hovederne skal være hele……

Der sidder en del hinder som forholdsvis let kan skrabes af, hvis man har det rigtige værktøj.

Hinderne kan skrabes af i større eller mindre stykker. Jo mere man får af uden at lave hul i skindet jo bedre.

Skindet garves ved, at der til bejsen tilsættes ekstra salt og alun. Skindene henstår heri i yderligere 8 til 12 timer. Herefter tages de op og hænges til tørre. Man kan skylle pelssiden med rent vand for at skylle saltene af. Det kan anbefales ved fåreskind. Pas dog på at der ikke kommer vand på kødsiden.

Ræveskindene er færdig garvede og hænger kun til tørre.

Fåreskindene er skrabet og venter på at blive garvet.

Når skindene er garvede, skal de tørres langsomt. Det er vigtigt at tilse skindene med jævne mellemrum skindene specielt i tørt vejr. De skal strækkes og bearbejdes så de bliver bløde og lækre. Skindene skal have en tilpas fugtighed for at kunne strækkes. Det ses ved at skindet bliver mørkere, og når man at trækker i det bliver det helt hvidt og blødt.

Det er et stort arbejde, og skindene skal ikke efterlades uden tilsyn bare en halv dag, hvis skindene får lov at tørre uden at blive strukket, bliver de hårde og mørke og kan ikke anvendes til andet end at lægge på gulvet. De kan knække hvis man forsøger at bøje det.

Bemærk også at skindet bliver væsentlig større ved at blive strukket.

Når skindene er næsten helt tørre og strukket godt igennem, skal det efterbehandles med æggeblomme og olie, lige dele af hver. I gamle dage brugte man dyrets hjerne, den er hovedsalig lavet at fedt og det passede fint med mængden af fedt til dyrets skind…

En æggeblomme og lige så meget olie rækker ca. til et fåreskind. Brug kun en god olie evt. koldpresset olivenolie. Harsk olie lugter ikke godt.

Når skindet behandles med fedtstof efter garvningen, foregår der en fedtgarvning også. Man kan sige at det faktisk er en slags fedtgarvning som gives efter alungarvningen. Førhen kaldtes alungarvning og så hvidgarvning, idet skindet bliver meget lyst, måske helt hvidt.

Man kan bruge noget sandpapir til at slibe kødsiden med, så bliver skindene akkurat lige så hvide og bløde som dem man kan købe.

Der er ikke noget bedre end at lægge sig til at sove på hjemmegarvede skind, så fryser man i hvert fald ikke.